Kære venner og følgere
Jeg står midt i nogle store bevægelser i min praksis, og det er med stor glæde, at jeg kan dele en række aktuelle og kommende projekter med jer.
Den 5. juni åbner min soloudstilling Remains på Bricks Gallery i København. Her præsenterer jeg nye værker skabt i porcelæn og træaske, hvor transformation gennem ild og materialets egen hukommelse danner omdrejningspunktet. Udstillingen samler flere års arbejde og markerer et vigtigt nedslag i min keramiske undersøgelse.
Sideløbende har jeg udviklet en ny modulær brændingsskulptur, der til sommer opføres som performativ installation tre steder i landet. Her er det ikke det blivende objekt, men det rødglødende ler og de fem minutters koncentrerede intensitet, der udgør værkets essens.
Den 9. juli deltager jeg i Keramikfestivalens jubilæumsudgave med en duo-udstilling sammen med Jakob Sjøberg. Her mødes hans urbane, rå udtryk med min egen naturundersøgende tilgang – og jeg arbejder med ler og vand i en visuelt udfordrende installation, der bevidst står i kontrast til festivalens øvrige formater.
Senere på sommeren – den 16. august – installeres mit langstrakte projekt Gravel Bead Drills i Deep Forest Art Lands samling. Værket, skabt over tre år med Power Drill Pottery-teknik, har været vist flere steder og finder nu sit permanente hjem i skoven.
Jeg er også med på gruppeudstillingen Gravel Art i Sorø grusgrav – et kunstnerorganiseret projekt med performance, lyd og stedsspecifikke værker. Her viser jeg et nyt værk i Neolith Tech-serien, som fortsætter min undersøgelse af keramisk materialitet i spændingsfeltet mellem det arkaiske og det spekulative.
Lokalt i Lejre, hvor jeg bor og arbejder, er jeg engageret i børnekunstforløb i Børnenes Kunsthus samt i magiske, sanselige events under fuldmånen i regi af Kosmisk Kulturselskab – to rum hvor eksperiment og fællesskab er centrale drivkræfter.
Et nyt og vigtigt skridt er også min tilknytning til Guldagergård, hvor jeg skal stå for en række skoleworkshops. Det er en ære at kunne formidle og udvikle keramisk praksis i mødet med børns umiddelbare og legende tilgang til materialet – en tilgang der ofte inspirerer mit eget arbejde.
Endelig har jeg modtaget Statens Kunstfonds arbejdslegat – for første gang. Det er en stor ære og en vigtig støtte, som giver mulighed for yderligere fordybelse og eksperiment i min kunstneriske proces.
Alt i alt bliver det en sommer fyldt med udstillinger, brændingsperformances, workshops og samarbejder – og jeg glæder mig til at dele det hele med jer.
Sommerens Program 2025
Brændende skulpturer, nye udstillinger og keramiske eksperimenter i landskabet. Her er en oversigt over, hvor du kan opleve mit arbejde i løbet af foråret og sommeren 2025.
24. maj – Brændingsskulptur @ Elektronisk Solskin
Sted: Kisserup Krat, Hvalsø
Tidspunkt: Ved solnedgang
Om: Første brænding af Kapillærglød – en keramisk skulptur bygget op i moduler og tændt som performance under musik- og kunstfestivalen Elektronisk Solskin. Festivalen finder sted på et nedlagt landbrug og byder på eksperimenterende elektronisk musik, lydkunst og performance. Ild, form og lyd smelter sammen i en sanselig oplevelse i naturen.
Billet: Køb din billet her
Festivalinfo: elektronisk-solskin.dk
![]()
5. juni – Soloudstilling: Remains @ Bricks Gallery
Sted: Bricks Gallery, København
Om: En udstilling med værker fra serierne Powerdrill Potteryog Ceramic Remains -Vertical Fires. -Væghængte porcelænsstrukturer skabt af grene, penslet med porcelænsmasse og glaseret med rå træaske. En undersøgelse af kontrol og tab, transformation og materialets iboende hukommelse.
9. juli – Brændingsskulptur @ Keramikfestival
Sted: Skælskør
Om: En ny brænding af Kapillærglød vises som aftenperformance under Keramikfestivalens 10-års jubilæum.
9. juli – Duoudstilling: Natur vs. Det Urbane @ Keramikfestival
Sted: Skælskør
Om: Duoudstilling med Jakob Sjøberg (@bokaj_thunders). Vi undersøger mødet mellem det organiske og det menneskeskabte – naturens former kontra byens overflader. Med væghængte objekter, relieffer og større keramiske skulpturer opstår en dialog mellem transformation, spor og materialitet.
Mit bidrag bliver en undersøgelse af ler som grobund for mos og udvaskede ler i forskellige stadier.
16. august – Fernisering og udstilling: I et landskab @ Gravel Art
Sted: Sognefogedvej 24, 4180 Sorø
Tid: Fernisering kl. 13–17 / Åbent 16., 17., 23., 24., 30., 31. august + 6., 7. september, kl. 13–16
Om: Gruppeudstillingen I et landskab i en udtømt grusgrav. Mit bidrag bliver et nyt værk i skulpturserien Neolith Tech. Udstillingen kombinerer kunst, midlertidige installationer og performative indslag i det åbne landskab.
16. august – Fernisering og udstilling: @ Deep Forest Art Land
Sted: Døvild Skov, Kibæk
Om: Et nyt permanent værk i serien Gravel Bead Drills installeres i skovlandskabet. Værket er skabt med højhastighedsrotation og trækker på arkæologisk og industriel æstetik. Fernisering den 16. august. Mit bidrag bliver tre kæmpe perlekæder – en videreudvikling af serien Gravel Bead Drills, hvor keramiske perler er skabt med højhastighedsrotation og sat i dialog med skovens rum.
www.deepforestartland.dk